NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

Nationalmuseet.

havde Betydning, fulgte med Takken et lille Penge

beløb i Paaskønnelse af Indsendelsen. Det alminde

lige Forhold blev: fra Finderens Side en skyldig Gave

og fra Museets en skyldig Paaskønnelse i Penge.

Men et Køb var dette ikke: Hengivenheden hist og

Taknemligbeden her var det fremherskende i Sagen.

Dette sjældne og smukke Forhold er væsentlig

uforandret den Dag i Dag. Finderen indsender Old

sager, for at de skal komme paa rette Sted, og fordi

han ønsker at bidrage til Museets Forøgelse. Museet

modtager Fundet som et Bevis paa Velvilje og brin

ger sin Taksigelse. Men i øvrigt har Forholdene ud

viklet sig saaledes, at Indsenderen nutildags venter

at modtage en passende Godtgørelse, og at Museet

altid yder den, og da ikke som i gamle Dage en ringe

Paaskønnelse, men et Pengebeløb, der svarer til Sager

nes virkelige Værdi i Handel og Vandel, endog med en

Forhøjelse under Hensyntagen til den særlige viden

skabelige Betydning, som de kan have, og til den

Omhu, hvormed de er behandlet. Denne Forandring

er kommet ganske naturlig. Efterhaanden har Oldsager

faaet en virkelig Værdi, og det er ikke længere de

gamle knappe og beskedne Tider. Ikke mere end

billigt er det da, at Nationalmuseet godtgør Værdien

og det rundelig, da der nutildags er saa stor Rift om

Oldsager, ja, med et Tillæg, naar Fundet har en sær

lig Betydning. Men heller ikke nu staar der Salg og

Køb mellem Finder og Museum. Som i gamle Dage

er det Hengivenhed og Taknemlighed, der knytter de

to Parter til hinanden, hvortil der nu fra Finderens

Side er kommet en smuk Tillid til, at Museet ud

betaler, hvad der rettelig tilkommer enhver, og fra

Museets Side en Følelse af Forpligtelse til at handle

i Overensstemmelse hermed.