NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

5. Opofrende Venner og farlige Fjender.

Paa lignende Maade som Finderen staar Sam

leren til Museet.

Snarest skulde man tro, at der

maatte være et Modsætningsforhold mellem de to Par

ter, der lige gerne vil erhverve og beholde værdifulde

og mærkelige Sager, og i andre Lande er dette ogsaa

sædvanlig saaledes.

Men i Danmark har der tvært

imod bestandig været et nært og fortroligt Forhold.

I Museet var der den rette Forstaaelse af Samler

interessen og Blik for, at Samleren er en højst

værdifuld Medarbejder; desuden viste man en fornuf

tig Taalmodighed i Kraft af det gamle Ord: »Museet

lever længst; det kan vente«.

Men er der noget, som det ikke kan vente med,

noget som har fremragende Betydning navnlig for

Studiet, saa er det Skik, ifølge gammel Tradition,

aabent at udtale det og at fremføre en Bøn om at

afstaa det til Museet. »Jeg havde rigtignok ikke tænkt,

at De skulde have det endnu«, svarer en kyndig

Privatsamler og bekendt Apoteker; »men De fik jo

ogsaa Dupskoen med Runeindskrift straks, da jeg

havde faaet den«. Det drejer sig denne Gang om et

herligt ornamenteret Bronzestykke. Offeret bringes

uden Betænkning. Det har altid været anerkendt, at

Nationalmuseet skulde have, hvad det nødvendig be

høver. »Jeg bringer Dem mit Hjerteblod«, siger Høj

skoleforstanderen, »denne mærkelige, buede Flint

mejsel, som Museet ikke har Mage til, har jeg altid

holdt højt i Æ re; men jeg mener, at jeg ikke længere

selv bør beholde den«.

Ikke blot til de egentlige Samlere, men ogsaa til

andre Ejere a f Oldsager staar Museet i stor Taknemlig

hedsgæld for mange af dets bedste Sager, og dette

Forhold er ikke undergaaet Forandring gennem

Tiderne. »Det var min Faders store Glæde og Stolt