NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

5. Opofrende Venner og farlige Fjender.

portal. Men en kort Udtalelse af Museets Ønske om

at faa dette vigtige Stykke blev øjeblikkelig besvaret

med, at det nok var tænkt, at Museet gerne vilde

have Stenen, og at den skulde blive kørt til Stationen.

Den er nu opstillet i Museets Forbal og ses her i

Fig.

2 2

Da de mange Museer efterhaanden rejste sig om

kring i vore Byer, kunde det se ud til, at de paa en

Maade vilde kile sig ind mellem Befolkningen og

Nationalmuseet. Den overleverede Anskuelse om, at

Oldsager burde indsendes til Nationalmuseet, maatte

naturlig løsne sig ; det stedlige Museum maatte fange

Interessen. Saaledes var der Fare for, at Hoved

museet skulde hæmmes i sin Udvikling og vor Old-

forskning gaa i Staa. Men den Anskuelse er dog

endnu almindelig, at det gamle, store Museum, der er

Moderen til alle de andre, og som er Midtpunktet i

Forskningen, bør have de særlig mærkelige og viden

skabelig betydningsfulde Fund. Selve Provinsmuseerne

har anerkendt dette.

Allerede i

1861

gav Museet i Viborg et smukt

Vidnesbyrd om Sammenhold og Offerberedvillighed

ved at indføre følgende Bestemmelse i sine L ove :

»Kommer Selskabet i Besiddelse af sjældne og vigtige

Genstande, som fortrinsvis egner sig til Opbevaring i

den store nationale Samling i København, vil det

anse sig pligtigt til at afhænde disse til hin Samling,

i alt Fald mod at erholde andre passende Sager i

Bytte«. Senere er Bestemmelser af lignende Art blevet

vedtaget a f alle de andre større, offentlige Museer, i

Hjørring, Aalborg, Randers, Aarhus, Herning, Kol

ding, Ribe, Odense, Køge, Maribo og Rønne. Kun de

smaa og nylig dannede Institutioner indtager endnu

en afventende Holdning.

S o p h u s Mü l l e r : Nationalmuseet.