58 / 161
56
Nationalmuseet.
med forskelligt og samtidig tilbytter sig Oldsager
for Billeder og Nysølvsskeer. Andre er Udsendinge
fra Hovedstaden, der fortæller, at de rejser for et
Museum, eller at Sagerne nok skal blive forevist der,
eller at de har Afsætning til rige Privatmænd og til
Udlandet, hvor der betales højeste Pris. Ubegribe
ligt, at man endnu lader sig besnære af saadanne
falske Ord, da det nu rnaa vides, at de ovenfor
S.
4 9
nævnte Museer raader over fuldt tilstrækkelige
Midler til at indløse alt, hvad der fremkommer taf
Oldsager Aaret igennem. Fjender er ogsaa de vel
havende Folk, der paa Kontoret eller i Forretningen
køber Oldsager alene for at sælge dem igen med
Fordel, og de Samlere, der kun har til Hensigt en
Gang at sælge det hele ubemærket i Udlandet. Alle
disse er sande Fjender ikke blot, fordi de skaffer
Fundene af Vejen, men fordi de forringer deres Be
tydning, idet Oplysninger om Findested og Fund
forhold gaar tabt under al denne Handel. Vanske
lige er de tillige at opdage, idet de raader over
mange Midler. Købmanden kan betale Oldsager med
en høj Pris og bag efter le deraf; thi samme Dag fik
han mere end Halvdelen af Beløbet tilbage, idet Pen
gene blev anvendt til Indkøb i Butiken. En og
anden staar i den Formening, at et Mellemværende
i det praktiske L iv lettere lader sig ordne, naar der
samtidig afgives nogle Oldsager. Bedrøveligt er det
at maatte advare mod sligt, og at det ikke er over
flødigt at minde om, at de offentlige Museer ikke har
Interesse af at købe billig, idet de jo ikke skal tjene
ved atter at sælge Oldsagerne. Ogsaa den, som kun
tænker paa Pengene, vil staa sig bedst ved at gaa til
Museerne.