133 / 191
Wesselsminde
som ikke fandtes magen til i nogen anden aldersgruppe. Og at
denne stigning for en by som København især skyldtes en
gevaldig vækst i antallet af overtrædelser af politivedtægten.
Fra at udgøre 14% af samtlige børneforbrydelser i 1875 var
tallet 15 år senere omkring en trediedel.2
Et kontant udtryk for skolens nye plads i bybørns liv omkring
år 1900var at skoletiden blev sat op. Mellem 1880 og 1899 skete
der en forøgelse lidt forskellig afhængigt af klassetrin og køn,
men som for de ældste elever betød, at det i stedet for 18 timer
ugentlig hed 30-36.
I det 19. århundredes sidste årtier var børnearbejdet kom
met i fokus, især det sundhedsskadelige fabriksarbejde. Med
lovgivningen i hånden søgte myndighederne fra 1876 at lægge
en tids- og aldersmæssig begrænsning herpå. Men det var de
færreste skolebørn, som havde fabriksarbejde. Først i århun
dredets sidste år kom børnearbejdet i al dets bredde i fokus -
som en hæmsko for barnets præstationer i skolen og som en
kilde til moralsk og fysisk nedslidning.
Denne fornyede interesse for børnearbejdet skete i en tid
hvor børnearbejdet, efter et markant fald i 1880’erne, igen var
for opadgående, hvilket gjorde problemet endnu mere synligt. I
en by som København arbejdede byens skoledrenge mellem
1895 og 1900 i et omfang som i 1870’erne3. Denne ekspansion
skyldtes formodentlig at 90’erne var økonomisk gode år, hvor
nye industrier indenfor nærings- og nydelsesmiddelbranchen
så dagens lys. Her var brug for børnearbejdet - ligesom der var
en forøget efterspørgsel på buddrenge og budpiger. Derimod
var det forbudt børn i København at sælge aviser4.
Omkring århundredeskiftet vendte billedet - børnearbejdet
var vigende, især i hovedstaden. Hvor omkring 50%af drengene
i friskolen havde haft arbejde for fremmede i 90’erne, var ande
len nu nede på 20-25%; for pigerne skete der et fald fra omkring
en trediedel til 10-15%5.
Selvom skolen tog vare på børnene dobbelt så længe som før
århundredeskiftet, så blev der flere børn med fritid, som de i
princippet selv kunne disponere over. Set fra voksenhøjde var
dette tilsyneladende ikke et ubetinget gode, eller som sandkas
sens danske nestor, skolelærer Hans Dragehjelm formulerede
det i Politiken i 1908:»... og Børnenes tomme Hænder kan være
131