Ning de Coninck-Smith
til Ulejlighed baade paa Gade og i Skole. Jeg behøver blot at
minde om Gadedrengene med alle deres Unoder og alvorlige
Forseelser, og Skolen, hvor mange »uartige« og »uopmærksom
me« Børn har den ikke. Hvis Synd i Regelen kun er den, at de vil
gøre tomme Hænder »nævenyttige««6.
Dette var den umiddelbare baggrund for den spirende inter
esse for børnenes fritid i byen: At imødegå ulykker på sjæl og
legeme.
»giv dem Barndommen tilbage«
De første fritidstilbud til fattige københavnerbørn var lege
pladser - den første åbnede på Nørrebro i 1881 - feriekolonier og
skolehaver - den første lå på Kløvermarksvej på Amager i 1904.
Det var også i disse år, at dørene til de første fritidshjem blev
åbnet. Idémændene og -kvinderne bag disse fritidstilbud kom
alle fra skolens verden. Pengene derimod fra den københavnske
filantropi.
Med indførelsen i 1904 af de årligt tilbagevendende Børne-
hjælpsdage blev der skabt mere offentlighed omkring denne del
af børneforsorgen i byen. Alene navnet var et signal til alle
københavnere om at hjælpe med.
De nye fritidstilbud fik en form og et indhold bestemt af et
ønske om, at også arbejderbørn skulle have lov til at være børn;
have mulighed for »en lille Tid at kunne føle sig som Børn, fri for
Bekymringer med Hensyn til Maden og det ofte strenge Pligtar
bejdes Tryk«, som feriekoloniernes ophavsmand, skoleinspek
tørved den nu nedlagte Haderslevgade Skole Christian Jensen,
udtrykte det i 1909.
Det var et barndomsbegreb, som kunne praktiseres i den
borgerlige families solfyldte barneværelse, hvor den lille dreng
eller pige sad omgivet af sit legetøj, med døren til de voksnes
gemakker forsvarligt lukket. Det var et barneideal, som den
svenske maler Carl Larsson satte billeder på. Men det var også
et barneideal, som, alene af økonomiske årsager, ikke lod sig
realisere i ret mange københavnske familier.
Men det var ikke kun barndommen, som arbejderklassens
børn skulle have tilbage - det var også det mistede barndoms
land.
De nye fritidstilbud blev iscenesat i landlige omgivelser, hvil
132




