285 / 610
Stihm s in d le d en d e S krifter til »D a nm a rk s H istorie.«
2 6 7
klart nok; men Maaden, paa hvilken det blev udført, var, om
det kan siges saaledes, endnu større, thi Indledningen kom til
at udfylde henimod 5000 Sider i Kvart-Format. Faldt Nogen
paa at spørge om, hvorledes det var muligt, om de behandlede
Æmner at skrive saa meget, saa behøvede han kun at læse
nogle Sider hist og her, thi det vilde da snart blive ham
klart, hvorledes Værket var blevet til. Af de Uddrag, der
ovenfor ere givne af Fortaler, som Suhm satte foran enkelte
af Bindene, fremgaar det ret tydeligt, at det var med fuld Be
vidsthed og efter en bestemt Plan han skrev Værket paa sin
Maade, idet han gav Referater af Alt, hvad der var blevet
sagt om de fremdragne Æmner af alle mulige Forfattere fra
den ældste til den nyeste Tid. Og disse Referater maatte
fylde mange Sider. Han vejledede ofte til at forstaa, hvad
der var blevet sagt, kritiserede Meningerne, men var tilbage
holdende med at udtale sin egen Mening, idet han holdt det
for rigtigst, ikke at paaoktrojere Nogen sin Mening, men at
overlade Læserne selv at danne sig den Mening, som de fore
trak og som de kunde vælge »efter eget Behag.«
Samtiden saae med ikke ringe Beundring og Forundring
paa dette store Værk, hvilket var ret naturligt, thi det var
noget helt nyt, at en dansk Forfatter skrev i det danske Sprog
et saa stort anlagt Værk, der havde Fædrelandets Historie til
Formaal. Samtiden beundrede den umaadelige Literaturkund-
skab, Forfatteren var i Besiddelse af; den forundrede sig over,
hvorledes det havde været muligt tor ham, at gjøre sig til
Herre over det mægtige Materiale, han havde samlet. Men
Samtiden udtalte sig ogsaa gjennem sine Kritikere noget skarpt
om Værket: man (o.
Jakob Baden)
beklagede, at det var skre
vet i en Form, som gjorde det til en besværlig Læsning; man
dadlede den grændseløse Vidtløftighed, med hvilken Suhm
bredte sin Kundskab u d ; man fremhævede, at hvor meget
Forfatteren ogsaa forsikrede, at det var ham om Sandhed og
Vished at gjøre, saa fik man egentlig ikke at vide, hvad der
var absolut Sandhed og Vished, medens man fik nok af Hy-
potheser; man gjorde opmærksom paa, at Suhm ikke havde
tilstrækkelige Sprogkundskaber, som især vare mangelfulde i
de orientalske Sprog; man ønskede, at der maatte blive givet
et summarisk, historisk Referat af hele Værket, saa at man
kunde gaa fri for den møjsommelige Gjennemlæsning af det.