30 / 610
Graaes Testimonium.
15
staar sig d e rp a a, at h an som en op lyst Christen, læ rd og fo r
nu ftig, er vel sk ik k e t til Guds, K ongens og Fæ d relan d ets T je
n este; dertil give G ud! at h an betim eligen m aa b live forfrem
m et, sig og sin høje F am ilie til Glæde, H erlighed og bestan d ig
L yk saligh e d !«
D a Su hm fyrretyve A ar efter, at hans S kolegan g v ar
b leven afsluttet, fortalte om , hvorled es den havd e væ ret ord
net, ytred e h a n : »Saadant k an ske i p rivat In fo rm atio n , m en
v an sk e lig e n i p u b lik for de m ange D isciples S k yld , h v o ra f
h v er u d ford rer en sæ rdeles B eh an d lin g efter sin Tæ nkem aade.«
N u h a vd e Su hm for .det m este læ st alene, og hans Læ rer
G raae, som sk u ld e lede h am , lod sig p aa en M aade lede a f
sin D iscip el, der saaled es fik læ st og lært, h vad h an h avde
L y s t til. Det, der for en stor D el m an glede ved Su hm s U nder
visn in g, v ar M ethode og L æ sn in g samm en m ed flere Jæ vn
ald ren d e end de to, som en T id vare hans K amm erater.
O g
d er er vist ingen T v iv l om , at M angel p aa M ethode, paa
Stringen s, som til en vis G rad gaar igjennem hele Su hm s F o r
fattervirk som h ed , og den L y s t til at give sig hen til saa m ange
fo rsk jellige literæ re O p gaver, som h an indlod sig paa, k an
føres tilbage til den M aade, p aa h v ilk e n hans første U d d an
nelse b le v ledet.
A t væ re fri og u a fh æ n g ig i den ene som i
den and en H enseende, v a r h am en N ødvendighed , og den L yst
fik h a n tid lig tilfredsstillet. H ans udm æ rkede E vn er kom ham
til Gode, saa at, om h an end ik k e b lev en dygtig Student, saa
v ar h a n dog fo ru d fo r m an gfold ige a f sine Sam tid ige i F je n d
sk ab til L iteratu ren i dennes m ange F o rgren in ger, thi han
h avd e læ st m ere end de allerfleste a f sine Jæ vnaldren de, om
denne L æ sn in g end ik k e v a r gjennem ført m ed en E xam en til
F o rm a al, og h a n h avd e derhos tilegnet sig det Læ ste, saa at
dette senere k u n d e kom m e h am til G avn.
I en R etnin g h a r G raae ik k e sagt N oget
0111 Su hm s E vn er
og D ygtigh ed , n em lig om h an s D ygtighed til at skrive D an sk
og til at give sine T a n k e r en god F o rm i M odersm aalet.
Su hm siger om nogle skrevn e P ræ d iken er a f Graae, som han
h a r læ st: »Ligesaa yp p erlig som G raaes Sm ag v ar i L atinen,
saa m æ rk elig v a r den i D an sken, h v ilk e t m an m aa tilskrive
T id ern e, da ingen a f disse P ræ d iken er er yn gre end 1737 og
1738. D eres største Fortjeneste bestaar deri, at de ere skrevne
i et rent S prog uden fremm ede Ord.«
Som det strax skal