83 / 610
(56
Peter Frederik Suhm.
egen Mening frem igjennem de Domme, han fælder. Han
holder paa den Betydning, en oplyst Filosofi har, for at hjælpe
til Klarhed i Religionen, thi saa behøver man ikke at ængstes
for »Frigeisteriet.« Men Forfølgelse maa forkastes: »Frihed i
at tænke og skrive maa tillades. Al Lyst, alt Mod, al Tænke-
Kraft betages Menneskene, saasnart de mærke, at et draget
Sværd i en Spindel-Væv hænger over deres Hoveder. Onde
Skrifter, tilstaar jeg, hæmmes vel nogenlunde paa saadan
Maade, men gode kvæles ogsaa. Intet Principium er rigtigere
end at lade Klinten voxe tilligemed Hveden. Det haver frem
bragt i England og Holland mange onde Skrifter, som inden
kort Tid blive til Kræmmer-Huse, men jeg tør sige, end liere
gode, der vare ved indtil Verdens Bygning falder.« Der gjøres
opmærksom paa, »at Religionens Grunde eller Sammenhæng
med og Forhold imod Fornuftens naturlige Sandheder og dens
inderste Beskaffenheder aldrig have været« saa vel indsete og
udbredte som nu, men at man ikke bør blive staaende ved
hvad der er naaet: »Nej, saa snart man tænker at have naaet
det højeste, saa gaar man ej alene ikke videre frem, men gaar
endog tilbage. Religionen og Videnskaberne ere begge et
utømmeligt Hav.« Suhm taler ret udførligt
0111
Pietisterne, som
efter hans Mening paa mange Punkter gik for vidt, medens de
dog i andre Retninger have gjort godt gjennem deres prakti
ske Kristendom. Han mener, at Frankrig begik en stor Fejl
og gjorde stor Uret, da de Reformerte bleve forfulgte i dette
Land, thi Samvittighedsfrihed og Tolerance bør være Religions-
Artikler. Vantro og Overtro have begge altid vandret tilhobe;
»Vantro haver aldrig været saa meget udbredt som nu, . . .
Overtro haver altid været og vil blive de flestes Lod.
Medium
tenuere beati,
dog ere de ikkun faa, og maaske de alene, som
et godt og et skarpt Judicium sætter i Stand til at imodtage
Filosofien. Thi den er ej strax Filosof, som haver lært et vist
Systema uden ad og læst over det i tredive Aar.« »Midt
iblandt Protestanterne vilde snart Overtro og Tyranni, dens
uadskillelige Ledsager, svinge sin Fane og oprejse Inkvisi
tionen en Ære-Støtte, hvis den verdslige Øvrighed var ligesaa
ufornuftig som endel hidsige Gejstlige. Kjærlighed til Fred,
Sagtmodighed, Moderation, Tolerance, fornuftige og sande
Kristnes rette Kjendemærker, og uden hvilke Religionen ikkun