PeterFrederikSuhm

Peter Frederik Suhm.

raader at anlægge dem i Kjøbenhavn, »hvor Levnetsmidler

ere saa kostbare, med mindre vi ville, at nogle faa Borgere

skulle leve paa alle andres Bekostning. Lader os uddele Præ

mier til dem, der gjøre det bedste Arbejde, men lad dem vise

Prøven først. Lader os da afskaffe Laugene, hvormed Eng

land selv bebyrdes, og hvorved Danmark i visse Maader staar

under Tydskland.«

Det sidste Stykke, det fjerde, handler om Sæderne i det

attende Aarhundrede, om den Indflydelse, som Kulturens og

Oplysningens Udvikling har havt paa dem. Suhm indrømmer,

at Sæderne i mange Retninger have forbedret sig, men han

mener dog, at Overdaad har gjort dem »kjælne,« og at der

derfor maa passes nøje paa, for at der ikke skal indtræde

Forværrelse; især maa Opdragelsen forbedres: »Vor Opdragelse

er saa forvirret, at man næsten kan sige, at vi aldeles ingen

have; den offentlige er i det mindste for længe siden afskaffet.«

Til Slutning gives der en Karakteristik af de forskjellige Folk,

f. Ex.: »Grækeren er ubestandig, letsindig, troløs, nedrig, sla

visk, liderlig, vittig, velskabt;« »Svensken er tapper, nøjsom,

arbejdsom, ærekjær, alvorlig;« »Hvad de Danske og Norske-

angaar, da nærme de sig, saavidt Omstændighedernes Forskjæl

det vil tillade, de første til Franskmændene, de sidste til Engelsk-

mændene.«

Det var en stor Opgave, Suhm havde indladt sig paa at

behandle, og det kan næppe siges at være lykkets ham, at be

handle den tilfredsstillende helt igjennem. Skildringen er for

vidtløftig, ikke fri for Gjentagelser og kunde være bygget

bedre. Men der er mange gode Tanker i den, og den vidner

om, at Suhm har sat sig ind i meget og været opmærksom

paa meget, for at kunne gjøre sit Arbejde fuldstændigt. Der

mangler ikke paa Aand, snarere paa Vid. Det fjerde Stykke

blev recenseret i Tidsskriftet »Den kritiske Journal« af

Jakob

Baden

, som kalder det hele Arbejde

»et mesterligt Portræt

paa vort Aarhundredes Karakter.« Baden har ikke meget at

dadle i dette »Original-Stykke, hvilket vi i Henseende til

Ypperligheden kunde sætte ved Siden af en la Bruyeres, en

Toussaints Arbejder, og i Henseende til Nytten maaske langt

over dem.« Følgende Sted af Ivritiken bør ogsaa anføres:

»Men hvad vi især beundre hos ham som Kunstner, er den

Lykke, hvormed han har vidst at forene alle de enkelte og