84 / 610
Om det attende Seculi Karakter.«
67
er et blot Navn, og enten Overtro eller Vantro, findes dog
endnu hos mange, saavel Gejstlige som Verdslige.«
Det andet Stykke af Afhandlingen handler om Viden
skabernes Udvikling i det attende Aarhundrede og indledes
med en Oversigt over Videnskabernes Historie i ældre Tider,,
især i det syttende Aarhundrede. Det er en ret vidtløftig Over
sigt, hvor saavel de enkelte Fag som de enkelte Landes Bi
drag til Udviklingen af dem gjennemgaas, og hvor rigtignok
undertiden Navnelisterne uden Kommentar ere vel lange. Ofte
knytter Suhm sin Dom til hvad han fortæller. Af alle de
Forfattere, han nævner, er der ingen, som han omtaler med
større Varme end »den udødelige
Johannes Grammius,
som vi
udi sit Slag, nemlig Critiqve, Historie, Antikvitæter, kan, uden
at skamme os, sætte imod de største, som andre Lande nogen
sinde havde frembragt, en Mand, hvis Raad og Vejledning jeg
i Særdeleshed maa takke for den Lyst, jeg haver til Studeringer
etc.« I det tredie Stykke handles om Kunst, Handel, Søfart, In
dustri; man kommer her undertiden til at studse over Suhms
Bemærkninger, thi man skulde efter dem tro, at han var en meget
berejst Mand, der talte efter Selvskue. Mere end et Sted læser
man ret mærkelige Betragtninger, f. Ex.: »At anvende Tønder
Guld paa Bygninger, Statuer, Malerier, det kan ej ske uden Rig
dom, uden Handel. Saasnart man derfor seer Huse almindelig vel
bygte, vel udstafferte baade uden og inden, saa kan man sik
kert deraf slutte sig til Borgernes Velstand. Men findes Pragt
alene i Hovedstaden, Armod paa Landet og i Provinserne, saa
er den Stat syg, Rigdommen er altfor ulige uddelt.« Et andet
Sted siges om Bygningskunsten: »Og hvad Under, at denne
ædle Kunst kan fremvise saa faa Mesterstykker, da den, for
ret at udføres, udfordrer utrolige Penge-Summer, og desuden
indskrænkes af Stedet, Tiden og Menneskers Kaprice, der ofte
forandrer den bedste Plan tre til fire Gange.« Han advarei
imod at drive Manufakturer for vidt og aldeles forbyde Ind
førselen af fremmede Varer, som ikke fabrikeres ellei voxe i
Landet, thi »saa farvel med Handelen, der taaler Intet mindre
end Tvang.« For Danmarks Vedkommende tilraader han, at
lægge Vind paa at udvikle Landets naturlige Produkter, for at
faa Folkemængden forøget, og at lægge Haand paa Uld- og
Linned-Manufakturer som de nødvendigste af alle, og at bie
mange Aar, før der tænkes paa Silke-Manufakturer. Han fra-