Laugets Licitationsforhold
43
kan gennemføres med meget ringe eller slet ingen Fortjeneste, ja,
maaske endog giver direkte Tab, hvilket fra et organisationsmæssigt
Synspunkt maa betragtes som ganske forkasteligt.
Det har da været Mesterorganisationernes Opgave dels over for
Bygherrerne at tilstræbe en saa stor Ensartethed som muligt i Ud
budsbetingelserne, og at disse udformes saaledes, at Rettigheder, Plig
ter og Ansvar fordeles paa en rimelig Maade, dels inden for Organi
sationernes egne Rammer at udrydde Licitationsvildskud og udar
bejde Regler, som uden at begrænse den enkeltes Handlefrihed mere
end nødvendigt kan gavne Medlemmerne som Helhed og dermed
skabe sunde Licitationsforhold.
Om dette Arbejde inden for Lauget skal nærmere berettes i det
følgende.
Allerede saa tidligt som i 1888 nedsatte Indenrigsministeriet en
Kommission under Forsæde af Arkitekt, Etatsraad F. Meldahl til
Undersøgelse af Spørgsmaalet om Anvendelse af Licitation ved Sta
tens Byggeforetagender samt andre i Lorbindelse dermed staaende
Forhold. Lauget fremsatte Andragende om, at Kommissionen ud
videdes med nogle Bygningshaandværkere, for at begge i Sagen in
teresserede Parter kunde være repræsenterede; alternativt anmodede
man om, at der maatte gives Laugets Bestyrelse Lejlighed til at gøre
sig bekendt med Kommissionens Betænkning, inden denne eventuelt
blev antaget som Norm. Ministeriet foretrak den sidste Lorm og an
modede Lauget om at udpege to Mænd til at træde i Forbindelse med
Kommissionen. Bestyrelsen valgte hertil S. P. Beckman og Carl Kruse.
Kommissionens Betænkning af 29. August 1889 gik ud paa, at
Licitation som Hovedregel bør anvendes ved Statens Arbejder, selv
om Fremgangsmaaden i visse Tilfælde kunde være mindre heldig.
Der fastsattes endvidere visse Normer for selve Arbejdets Udbydelse
og Udførelse, hvilke Normer kom til at danne Grundlaget for de se
nere »Almindelige Betingelser for Arbejder og Leverancer« af 1915.
Kort efter Aarhundredskiftet blev Licitationsspørgsmaalet taget
op paa ny. I 1905 nedsatte Fællesrepræsentationen for dansk Haand-
værk og Industri et Udvalg desangaaende, og Carl Schiøtz blev