71 / 289
Laugets Licitationsforhold
¿7
holdt paa, at dette sidste i hvert Fald ganske givet var de private
Bygherrers Motiv, og at det ogsaa var Resultatet — uanset Moti
vet — ved offentlige Institutioners Licitationer. Efter Eisings Mening
vilde en Opgivelse af Pristillægget betyde en Tilbagevenden til de
gamle Tilstande, da man ikke vilde kunne faa Laugsmedlemmerne
med til at frafalde Udregningsvederlaget og dog opretholde Tilbuds
reguleringen.
Oldermanden forelagde Sagen i Laugsbestyrelsen, og efter en læn
gere og indgaaende Drøftelse enedes man om, at han paa ny skulde
tale med Priskontrolraadets Formand. Priskontrolraadet nedsatte et
Udvalg til nærmere Drøftelse af Laugets Licitationsbestemmelser,
som i øvrigt efter Udvalgets Mening var de bedste af dem, det havde
beskæftiget sig med. Eising havde den Opfattelse, at Raadet ikke
kunde forlange Bestemmelserne ændret, da det kun havde en kontrol
lerende Myndighed og Bestemmelserne ifølge Retskendelse i sin Tid
var anerkendt som lovlige.
Højesteretssagfører Bondo Svane fandt dette Synspunkt rigtigt,
men var ikke sikker paa, at man vilde kunne gennemføre det over
for Raadet. Imidlertid blev Afgørelsen udskudt, fordi Forholdene
efter den anden Verdenskrigs Udbrud medførte, at langt vigtigere
Sager lagde Beslag paa Raadets Arbejdskraft.
Paa en Laugssamling i Maj 1941 var Licitationsbestemmelserne
atter til Diskussion, og her udviklede Oldermanden, at Reglerne
havde vist sig gode nok, for saa vidt angik de bundne Licitationer.
Med Hensyn til de offentlige maatte man formentlig — i Relation
til Oldermandens Forhandlinger med Priskontrolraadet før Krigens
Udbrud — for Fremtiden skelne mellem Arbejder for Stat og Kom
muner og for private Bygherrer.
Oldermanden udarbejdede derpaa i Løbet af Sommeren et Forslag
til Ændringer, som drøftedes i Bestyrelsen samt i Repræsentantskabet
og endelig forelagdes en ekstraordinær Generalforsamling i Septem
ber 1941, hvor det blev vedtaget.
De væsentligste Forandringer i de nye Bestemmelser var, at man