ARBEJDSFORHOLD
OVERENSKOMSTFORHANDLINGER
I Begyndelsen af 1920’erne var Forholdene mellem Arbejdsgivere
og Arbejdere kendetegnet af Efterkrigstidens Vanskeligheder. Løn
ningerne havde i Efteraaret 1920 naaet Toppunktet, og næste Aar
var Omslaget kommet. Den store Erhvervskrise meldte sig, Pristallet
begyndte kraftigt at falde, og ud fra disse to Forudsætninger kræ
vede Arbejdsgiverne Lønreduktioner. Inden for de københavnske
Byggefag kom der Arbejdsløshedstider, og nye Overenskomster op-
naaedes først, efter at der var afgivet Lockoutvarsler fra Mester
organisationernes Side. Det syntes at knibe for Arbejderne at forstaa,
hvad Tiden maatte føre med sig i Retning af Tilpasning mellem Løn
ninger og Fagets Indtjeningsmuligheder. Hertil kom, at yderliggaa-
ende syndikalistiske Urostiftere ophidsede til ulovlige Strejker.
I 1921 var de gamle Priskuranter udløbet den 1. Februar; men
først efter at der var varslet Lockout fra den 2. Maj, naaede man
i Slutningen af April til nye Overenskomster, der skulde gælde til
næste Aar. I Foraaret 1922 var der henved 3 Maaneders Lockout,
inden Byggefagenes Fagforeninger tiltraadte den Forlængelse af Pris
kuranterne for 1 Aar, som De samvirkende Fagforbund og Arbejds
giverforeningen var blevet enige om den 4. April. I Henhold til de
nye Overenskomster skulde der i August foretages en Regulering af
Lønningerne efter Statistisk Departements August-Pristal, medmin
dre man inden 1. August 1922 enedes om Forlængelse yderligere 1
Aar; i saa Fald skulde Augustreguleringen udskydes til Februar 1923.
Da Tiden kom i Juli 1922, hvor der skulde tages Stilling til dette
Spørgsmaal, ønskede Murerlauget Forlængelse, men Murersvendenes