FrederikBøgh

159

syn til det Franske, for det er idel Omvæltning“

— — Her var Skæbnen ham haard; her, hvor

man dog ikke kan nægte, at hans Foredrag fik

retorisk Sving, her indtraadte han i den sørge

lige Tilstand, som man plejer at betegne ved, at

man gaar fra ’et. Forgjæves gned han Knoerne

over den stolte Pande; der kunde ikke komme

Mere end en Anbefaling til Vælgerne med Det,

han havde sagt, som tilstrækkelig betegnende.

Da han derpaa havde spurgt, om Nogen vilde

„inpellere“ ham, optraadte den djærve Møller

paany og spurgte ham, om det kunde være til

ladt, at en holstensk Skipper dér i Byen solgte

Kirkebrød i Forening med Ost, Smør, Snus og

Røgtobak, „dette Brød, hvorom der stod i Skrif

ten: „„Dette er mit Legeme og Blod“ “ , nemlig

Kristi, dette Brød, som brugtes ved Daaben og

Nadveren.“ Den sidste lille Upaalidelighed med

Kirkebrød ved Daaben bør tilgives Spørgeren, da

han paa dette Punkt var kommen i „Effekt“ (saa-

ledes hedder det herovre blandt de bedre Ho

veder). Marskandiseren ménte, at dette Salg

vistnok burde forbydes Skipperen, og efter denne

Erklæring skred man til Afstemning, hvorved

Marskandiseren desværre kun fik fem Stemmer,

hvoraf den ene skrev sig fra en Herre i uldne

Trøjeærmer, med en umaadelig Ugenerthed i