FrederikBøgh

319

paa, at Gud vil give os hvad vi love hinanden.

Jeg véd, at Du ofte har syslet med Tanken om,

hvorvidt det overhovedet var muligt at l ov e

Kjærlighed. Men kommer det til Stykket, at

Løftet skal gives, da glemme vi ganske denne

Tanke, fordi vi ere saa fyldte af Troen paa den

Kjærligheds Magt, vi føle saa stærkt i Øjeblikket:

„Denne Kjærlighed kan ikke svigte“ . — Nej,

naar Gud vil bevare den; han kan bevare den

i samme Styrke gjennem hele Livet som i hint

første øjeblik, da dens Hjærte banker i Salighed

og dens Blik funkler i Glæde og sejerrigt Lys.

Men han er ogsaa nødvendig, naar vi virkelig i

Sandhed skulle kunne love. Altid maa vi dog

havne i Gud! Intet ere vi af os selv, og Intet

formaa vi ved os selv. — — — -----------------—

K jø b e n h a v n , 24de M a rts 68.

----------------------— — Har jeg fortalt Dig om

Dorphs Billede til Udstillingen iaar? Det er et

Motiv fra Klitterne; man ser kun Sand, Marehalm

opad Skrænterne og det store aabne Hav i Bag

grunden. Mellem disse Skrænter slynger sig en

sandet Vej, og her have tre Smaapiger gaaet

deres jævne Gang fra Skole. De have lejret sig'

i Sandet — og lave Have. Midt i det store,

golde Øde have de med Fingrene indkredset en