331 / 499
323
Aarhus — jeg var sammenvoxet med den Natur
og havde i mine Breve s aa ofte skildret den for
Frederi k, at han i flere Aar havde længtes
efter at se den sammen med mig. Pastor B r a m
mer bad ham nu besøge dem, medens jeg var
der, han kom da ogsaa nogle Dage, og jeg
havde den store Glæde, at han faldt godt sammen
med mine Venner. Vi havde et straalende Vejr,
og Skovene stode i deres første fulde, lyse Pragt.
Jeg vandrede med ham i Marselisborg Skov,
viste ham „Mølledalen“ og Højderne ud mod
Stranden. Hele den yndige og dog saa stor
artede Natur tiltalte ham i høj Grad, men
dog især Moesgaard og Skaade Skov, hvortil
Br amme r s gjorde en Tur med os. — Vi sad
længe i Skaade Skov paa det Sted, som kaldes
„Ørnens Rede“ , og Fr ede r i k forstod min Be
undring for og Kjærlighed til den henrivende Egn.
Havet laa stort og azurblaat for vore øjne,
Himlen var lys og klar, Udsigten vid og uendelig.
— Af mange smukke, skyfri Dage i mit Liv er
denne Dag, tilbragt i Skovene ved Aarhus sammen
med Fr ede r i k og med mine dyrebare Venner,
som nu ogsaa lærte ham at kjende, maaske en
af de lykkeligste. Vi bevarede Begge saa lyse
Minder om den, og mange Aar efter sagde F r e
derik: „O, Elisa, at jeg dog ikke dengang