334 / 499
Rosiner, Sukker, Te og Kaffebønner
fra denne Stund kun gjør mig Hovedbrud,
en Kjøbmand, fint beregnende og dreven,
den teologiske Student er bleven.
Alarm! Alarm! Du bliver altereret,
og dog kan jeg forsikre, det er sandt;
jeg i Aviserne har averteret,
at jeg paa Pladsen har mig etableret,
og at jeg haabed, min Forretning vandt
den samme Tillid, som min Broder fandt.
Heraf Du vel vil kunne se, at Pladsens
velagtede og kjendte Navn er As s e n s .
Igjennem Dit Hotel ej mer jeg traver,
ej mer jeg rapser af Dit Smør, min Ven,
ej mer jeg giver Dig lidt Ost igjen,
ej mer ved Dine sjældne Talegaver,
naar over Bøgerne jeg faldt i Staver,
til L’hombrens Glæder drager Du mig hen.
Ja vist: af én Grund er maaske jeg gal,
at D ig jeg opgav som Kontubernal.
Du husker nok, den sidste Gang, Du kom
og bort til Spillets Hygge vilde drage mig,
da var jeg strængt forsagende og from,
og da til Slutning Du holdt op at plage mig,