338 / 499
330
Gave og annammer af Herren en Velbehagelig
hed.“ — Skulde jeg saa kunne give Slip paa
Dig, naar jeg har Dig saaledes, uden at min
Lykke vilde briste i dette Liv? Nej, Du rned
Din lykkelige Individualitet, netop Du, som for
mig er Kvinden, og som har lært mig i det Hele
at forstaa Kvinden, Du, som har afsløret mig
Mysteriet i hele dets Dybde, Du, som har været
i Stand til at vise mig Kjærligheden i et Udtryk,
der kan trænge sig lige til mit Hjærte — Du er
min, og Dig kan jeg ikke leve foruden. — Saa
sige Menneskene: ..En Kunstner bør aldrig gifte
sig; det er til Skade for hans Kunst!“ — Hvor
er det muligt? Er det ikke Kortsynethed, som
taler saaledes? Kunstneren skal jo dog gaa til
Naturen; i selve Livet udspringer den Kilde,
hvoraf hans Kunst skal drikke Kræfter. Men er
Kvinden da ikke netop Gjenstanden for Kjærlig
hedens Naturstudium? Jo, siger man maaske,
men ikke Kvinden i den Forstand. Saaledes set
vedkommer hun ikke Æstetikken, hun skal kun
vække Længsel, Fortvivlelse, Had, Nag — smukke
Motiver. Er dette dog ikke en Vildfarelse? Gives
der da ikke en etisk Æstetik? Det var altfor
sørgeligt, hvis man vilde benægte dens Beret
tigelse.
Har Ægteskabet maaske ikke Poesi?
Ganske sikkert! — Naar jeg nu læser gode