FrederikBøgh

blødt og ædelt, at han vil bevare og frede om

dette Kjærlighedsforhold, hans Naade har ud

viklet. Det er som en ny Tidsregning for os

Begge, altsaa Somren 1868, og jeg haaber,

Julen 68 skal samle os til Velsignelse og Hygge

lighed. — Tak for Din aabne Adfærd mod mig

— naar vi først have det saaledes sammen, hvad

kan da staa os imellem, især, naar vor Kjærlighed

og Tilbøjelighed til én Person falder sammen, til

vor elskelige, ja, for mig livsalige El isa. Hvor

beder mit Hjærte om Fred og Lykke for Eder,

om Kraft til at bære denne Tids Savn, ja, netop

nu, da der behøves saa Meget, for at biyde en

Fremtidsbane. —

Ja, kjære Bøgh, det er ganske vist, at jeg

havde ikke alene Lyst, men ogsaa Trang til at

skrive til Dig for netop at sige Dig meget af det

Samme, som Dit Brev indeholdt — og det viser

mig netop, at vi nu have forstaaet hinanden og

fundet hinanden. Disse Linjer ere altsaa intet

Nyt for Dig, Du har opfattet mig venligere, Du

har med mere Nøjsomhed modtaget hvad jeg

kunde give. Vi føle os Begge nu langt friere og

lykkeligere overfor hinanden.

Tror Du ikke

ogsaa, at E l i s a med inderlig Glæde har følt

dette? —

Sophus rejste igaar; han vil fortælle Dig