345 / 499
lighed. Jeg sagde ham, at jeg troede, kun faa
Mennesker ejede den sande Kjærlighed, at der
til denne hørte en Naadegave, beslægtet med
det Geniale, etc. Han var enig med mig i, at
man kun sjældent ser en virkelig lykkelig Kjær
lighed, navnlig'realiseret i Ægteskabet; men han
ménte., at ethvert Menneske oprindelig var be
stemt til denne Lykke — noget Andet var det
da, at den kunde forspildes. Dette er ogsaa,
dybest set, rigtigt.
Kjærligheden er oprindelig
den Naadegave, som Gud har givet Mennesket,
ethvert Menneske, som Sol i alt Livets Mørke,
adspredende dette, herskende derover. Vi talte
længe om Rigdommen, om Saligheden i Kjærlig
hedens Følelse. „Kun én Følelse“, sagde Lund,
„véd jeg, som kan sammenlignes dermed: den,
som en Digter ejer, idet han lykkelig arbejder“.
— Jeg benægtede, at denne Følelse havde en
lignende Rigdom, en lignende henrivende Magt.
Tror Du iøvrigt ikke, at vi T o , Lund og jeg,
valgte Digterens Glæde over Arbejdet til Sam
menligning, netop fordi vi Begge have følt denne
Glæde? Kunne andre Mennesker ikke have en
lignende Glæde ved deres Arbejde; er over
hovedet Arbejdet, Glæden i Arbejdet ikke ogsaa
givet Mennesket af Gud som en Sejer over Livets
Mørke, underlig, uforklarlig lyksaliggjørende ?