FrederikBøgh

ikke ret haft Ivjærlighed til Dig. Dette kan jeg

sige Dig saameget ærligere, som jeg nu kan til

føje, at det ikke mere er saaledes, og jeg beder

Gud bevare min Kjærlighed til Dig. Det har ofte

været mig meget tungt at savne den; jeg har af

Hjærtet ønsket at kunne blive Din Søn, og jeg

kom derfor til Dig i Sommer: med en g od

Vilje. — Denne havde imidlertid vistnok for-

slaaet lidet, hvis Du ikke havde mødt mig, som

Du gjorde det. Derfor takker jeg Dig ret inder

lig. — Naar jeg nu sidder herinde og tænker

paa Dig i Dit yndige Hjem, der for mig i saa

høj Grad er hjemligt, saa mindes jeg mange

Situationer, hvori Du var hyggelig, mange ø je 

blikke, hvori jeg fik Indblik i Dit rige Hjærte

samtidig med, at jeg saå Dig klog og dygtig, og

jeg tænker tilbage paa Dig med Glæde og føler,

at Du har Plads i min Kjærlighed. Jeg mær

kede i Sommer, at Du holdt af mig; — jeg

kunde godt forstaa, om Du ikke gjorde det —

desto taknemmeligere er jeg over Din Kjærlighed,

hvilken jeg vil bede Gud forøge, som jeg bedet-

ham forøge min egen. Gid Du dog maatte op-

naa, at E l i s a kunde blive forenet med mig til

Din fulde Glæde, saa at jeg virkelig blev Dig

en Søn.

Find det nu ikke underligt, at jeg har skrevet