FrederikBøgh

329

havde skarpt Syn for hendes Fejl. Saavidt jeg

kan se, er Sagen den, at først naar en Mand

bliver elsket af en Kvinde, som virkelig er en

Kvinde, først da er han i Stand til at se hendes

Storhed, som er Kjærligheden. Og samtidig med,

at det gaar op for ham, at det Allerstørste, det

Allerbedste i dette Liv, Det, som ogsaa Guds Ord

sætter højest for Mennesket, er Kjærlighed, samtidig

dermed ser han i den Kvinde, som elsker ham,

Kjærligheden legemliggjort, stillet ved hans Side,

klynget om hans Hals, bindende sig fast til ham,

dragende ham til sig, til det Gode, vinkende ham

fra det Onde til den Favn, der kan modtage

ham, saa at han forsvinder med Følelsen af at

have fundet Havn, fundet Fred, fordi han mærker,

at han hvi l er, hviler ved Kjærlighedens Bryst.

— Du véd, at jeg ofte har sagt Dig: Du rører

mig, jeg bliver bevæget ved Tanken om Dig,

saa at Taarerne endog stundum bryde frem.

Hvorfor vel? Fordi Du i saadanne øjeblikke staar

klart for mig som Kvinden og samtidig som Den,

der har gjort alt Dette for mig, har givet mig

Blikket for, hvad der er det Bedste i dette Liv

og hvad jeg vist aldrig havde lært uden Dig. —

Jeg kunde være bleven gift med Mange, uden

at have lært det; men nu kan jeg med Sandhed

sige: „Hvo, som faar en Hustru, faar en god