339 / 499
331
Skildringer af gifte Kvinder i Forhold til deres
Mænd, kan jeg sige: „Ja, det er rigtigt, — saa-
ledes er det“. Og saa tænker jeg altid paa Dig;
thi Du har lært mig hvad Ingen kan lære, uden
at træde i det inderligste Kjærlighedsforhold til
en Kvinde, lært mig Kvindens dybeste Væsen,
Kvindernes Værd og Deres Betydning for Op
fattelsen af det hele Liv. — Hvad har jeg saa
ikke allerede naaet ved Dig? Har Du ikke faaet
mig bort fra den gale Ve j , den vildsomme, ind
paa den rette — bort fra Satiren og den kolde
Luft? Jeg var kommen slemt ind paa dens Om-
raade, paa det Negative og det Negerende, og
jeg tror dog ikke, at det oprindelig har ligget i
min Natur. Du har lært mig Alménkjærligheden,
frelst mig ved og i Kjærligheden, den positive,
indholdsrige, inderlige. — Tak, min elskede Pige!
— Vær ikke sørgmodig, som Du i Dit kjære
Brev skriver til mig, at Du er det. Vi bør ikke
være sørgmodige, men altid fulde af Tak til
Gud. — Tænk altid paa hvad Du har kunnet
være for mig, og vær taknemmelig mod Gud,
der har givet Dig som en „velbehagelig Gave“
til mig. Vær ikke sørgmodig „indenfor“ — vær
lys, som Du er det af Naturen, fuld af Sol.
Jeg søger ogsaa Trøst i det Haab at have
været Noget for Dig og beder Gud, at jeg ved