FrederikBøgh

328

dog maaske ikke var bedst, at Du døde eller at

jeg døde — saa vilde Spørgsmaalet falde bort

om, hvorledes vi skulde faa Midler til at blive

forenede og leve sammen her i denne Verden.

— Hvor det er smaalig tænkt, og hvor det røber

Mangel paa Tillid til Gud og til hans Hjælp —

jeg véd det. Nu kan jeg ikke mere tænke saa-

ledes. Naar jeg nu forestiller mig, at Du døde

bort fra mig, da var jeg først ret egentlig fattig,

mit Liv ret armt paa Glæde og alt Lys og

Varme. Thi Du har givet mig en Rigdom, jeg

aldrig før har kjendt, idet Du gav mig Dig selv.

Jeg vil forklare Dig dette, som det er. — Før

jeg har lært Dig at kjende i Dit Kjærlighedsliv

til mig, har jeg ikke kjendt Kv i nden . Naar

jeg hos Digtere læste Ros over Kvinden som

„den Mægtige“ eller Deslige, forstod jeg det ikke,

men opfattede det nærmest som Kompliment, ikke

som Udtryk for den Gjenfødelsens og For

nyelsens Aand, det nye Syn paa Livet, som

Kvinden virkelig giver den Mand, hun elsker.

Det forundrer Dig vistnok. Du mener maaske,

at jeg i Forvejen har kjendt Kvinder, der til

strækkelig maatte kunne lære mig Kvindens Værd.

Du tænker maaske paa min Moder. Og dog

forsikrer jeg Dig, at naar jeg forhen tænkte over

Kvinden, forstod jeg ikke hendes Herlighed, men