FrederikBøgh

341

mig til en ren Træmand, etc. etc. — En hél Del

Sandhed kan der jo være deri. — — —

Skal jeg saa fortælle Dig Noget, som kan

glæde Dig lidt og trøste Dig over, at mine For

ældre ikke synes om min Fortælling? H. C. A n 

dersen meddelte mig igaar, at den havde gjort

megen Lykke, og at han havde hørt den rost af

de mest forskjelligartede Mennesker. Han havde

endog maattet finde sig i at faa Skjænd, fordi

han ikke tidlig nok havde læst den. Han gjorde

overhovedet et Væsen af den, saa at jeg fandt

mig beføjet til at sige ham, at den var en ube

tydelig lille Bagatel, og at jeg selv ikke fandt

den god. — Men jeg finder den dog saa god,

at naar Nogen siger, han s l e t ikke synes om den,

saa véd jeg, han ikke har været i Stand til at

opfatte rigtig.

Jeg har læst en lille Scene hos T o p e l i u s ,

som jeg dog maa meddele Dig. En ung Kone,

Erika L i ung , gift med Botanikeren L i un g ,

taler med sin Mand om et ungt Menneske, de

have i Huset, og som har Tendens til Ateisme.

Hun: „Gud give, han var forelsket op over begge

Øren; det er en Børnesygdom, som gaar over

med Aarene.“ Manden: „Saa—aa. Tror Du det?“

— Hun: „Ja, det vil sige, at Sygdommen for

andrer Natur og bliver til en Betingelse for Sund