FrederikBøgh

346

øjne, for at finde en Hemmelighed, en Gaade,

og idet den Gud, der har skabt Mennesket —

hans Herre, hvem han skylder Alt — stiller ham

ligeoverfor en saadan Gaade, synes mig tillige

heri at ligge den Fordring, at han skal respek

tere den, respektere det Hemmelige, Det, som

har villet skjule sig. Derfor er der altid for mig

noget vist Anmassende i disse Forsøg paa at

bringe Klarhed, ja, endog den fuldeste Anskue

lighed i Det, som synes mig bestemt til, af selve

Gud bestemt til at være uigjennemskueligt. Jeg

ser og véd, at Gud i Meget forkynder Menne

skene sin Tilværelse og sin Almagt, at han vel

ogsaa i Skjulthed, men dog tydelig nok for

dem, som ville se, baade i Naturens og i Aan

dens Liv har givet Menneskene Midler til at for-

staa Meget; men Forskjellen mellem disse Til

kendegivelser, som ikke gaa videre end til, at

Mennesket skal kunne finde sig tilrette i dette

Liv, og de Aabenbarelser, man har villet finde

med Hensyn til det andet Livs Tilstand, synes

mig at ligge deri, at de første ere bestemte til

at opklares og gjennemskues, medens Livet efter

Døden af Gud selv er holdt hemmeligt, bestemt

til at være gaadefuldt. Og denne Bestemmelse

synes det mig, at Menneskene skulle respektere.

— Naar da f. Ex. Biskop Ki erkegaard holder