FrederikBøgh

sige mig selv: „Dig skyldes denne sørgelige

Forandring.“ Jeg fandt det da rimeligt, at jeg

havde aabnet Dit kritiske Blik for Menneskenes

Svagheder o g , skjønt ganske mod min Vilje og

mit Vidende, havde berøvet D ig Din barnlige

Uskyldighed, som for Dine Brødre havde været

saa tiltrækkende og i høj Grad vilde være det

for Alverden. — Saa sagde jeg mig selv, at Du

havde virket aldeles omvendt paa m ig, idet Du

har berøvet min Dom dens Brod, idet Du i det

Hele i denne Henseende mærkelig har forandret

mig, bragt mig til at foragte den vigtige, selv

behagelige Fordommen, som har sit Tiltrækkende

i det Morsomme, og ført mig til at lægge Vægten

paa Hjærtets Godhed som den Egenskab, der

langt overstraaler andre, muligvis langt mere

glimrende Ejendommeligheder. — D u har bragt

mig til at dømme m i l d t , hvorfor jeg er Dig

inderlig taknemlig, og j e g skulde da have bragt

Dig til det Modsatte? — Hvad Godt, der da fra

Dig er gaaet over i mig, maa vi nu altsaa se at

føre tilbage til dets Oprindelse, saaledes at vi

B e g g e stræbe altid at tro det Bedste, aldrig at

fordømme, søge hélt igjennem at blive gode og

at tro de andre Mennesker gode, saalænge det

er os muligt. Saa vist som det er mig en vir

kelig Sorg, hvis jeg i denne Henseende har paa