FrederikBøgh

345

Hvesperede: alle Universitetets Sværmere ryge ud

og stikke. Idag tog han dog formelig Mod til

sig og sagde f. Ex. til Orl a Lehmann , at han

vidste ikke, om han kunde leve med hans Aner-

kjendelse; men han vidste bestemt, at han kunde

leve uden denne. — — -----------------— — — —

K jø b e n h a v n , d. ic d e F e b ru a r 1869.

— — — — Alt det Dybeste i dette Liv er

dog dunkelt og ikke mindst i Kjærlighedens My

sterium; vil man have Klarhed, maa man være

lydhør og skarpsynet netop for Det, som kun

viser sig flygtig, men da rigtignok med en Glans,

som forkynder de Klartseende, hvorfra det kom

mer. — Ja, min egen Elskede, alt det Dybeste

er dunkelt, — og jeg har netop den samme

Følelse som Du ligeoverfor det Spørgsmaal,

hvorom Du skriver til mig. Ogsaa jeg føler mig

ude af Stand til at udgrunde de Hemmeligheder,

som ligge bag Døden, og i alt Fald for øjeblikket

siger jeg til mig selv, at det ikke er Menneskets

Bestemmelse at skulle udgrandske disse Hemme

ligheder. Det staar ogsaa for mig som en Mis-

forstaaelse at ville udmale det andet Livs Til

stand; „Sandelig, Du er en Gud, der skjuler

Dig“ , siger Esaias, og som Sagen nu stiller sig

for mig, har Gud ladet Mennesket opslaa sine