410 / 499
402
bade, og det saå ogsaa tildels ud, som om en
Bedring var mulig. Den friske Luft og hele det
rolige Liv paa Landet uden synderligt Arbejde
udøvede dog nogen Virkning paa ham; men selv
følte han sig træt og svag — han var alvorlig,
og det var, som hans Livsmod var knækket. —
Vi gik igjen paa de samme Steder, som vi havde
elsket saa højt og længtes saa meget efter —
den dybe, stille Skov, den bugtende Strandbred
— men hvorfor var dog Alt, selv Naturen, saa
forandret?
Der var kastet et Slør over vor
Lykke, og tunge Anelser havde grebet os
Begge. —
I denne Periode vare især mine to Brødre,
N i e 1s M u n k og Ca r l , F r e d e r i k s fortrolige
Venner. Maaske han for Ca r l , som han daglig
var sammen med, udtalte sig mest. — Det hele
religiøse Liv havde fra hans Barndom og Ung
dom grebet ham med Sandhed og var indvævet
i hele hans Natur, som mange af Udtalelserne i
Brevene ogsaa bære Vidnesbyrd om; men denne
Sommer kom det dog til et endnu klarere Gjen-
nembrud, og han valgte da især Ca r l til sin
Fortrolige. De To kunde Dag efter Dag timevis
tale om de dybeste kristelige Sandheder, naar de
sad ovre paa min Broders Værelse eller kjørte
Ture sammen. —