FrederikBøgh

406

sentlig Del Mødet dets Karaktér. Vi ville slutte

med at citere følgende Vers af hans smukke

Digt „Kirkeklokken“ , hvori han synes at have

talt profetisk om sin Død og at have skrevet

Sangen til sin egen Jordefærd. En smuk Høst

dag bøjede han pludselig ved Solnedgang sit

Hoved og sov hen:

„Liflig dog det klinger helst om Høsten

i den stille, svale Aftenstund;

gjennem Jorderig gaar Himmelrøsten,

kalder Sjælen til sin Hvile ind.“

Sidst i September toge vi tilbage til Kjøben-

havn; om F r e d e r i k end kunde g aa bedre, til

dels bruge sine Hænder og i det Hele bevæge

sig lidt lettere, end da vi toge paa Landet, saa

havde denne Sommer dog ikke i nogen væsent

lig Henseende styrket ham eller bragt ham de

Kræfter, som Lægen havde ventet.

I Oktober forlode vi med Sorg vort kjære,

dyrebare lille Hjem paa Vesterbro for at flytte

ind til Byen og indrette vort Hus paa Pensio

nærer , for at F r e d e r i k ikke skulde anstrænge

sig med Arbejde for vort Udkomme; (denne Be

slutning var allerede tagen om Foraaret), og

han haabede tillige, at Arbejdet vilde falde ham

saa meget lettere, naar han i Fremtiden boede