419 / 499
4
U
elskede Lysét og Solen, saaledes elskede han
ogsaa det aandelig Lyse hos Menneskene. —
Hans egen Natur var ren og kysk,. alt Smaaligt,
Lavt, ja, endog Egoisme var fjærnt fra ham. Det
var, som om det Syndige i Livet ikke bemægtigede
sig ham. Og dog har ogsaa han haft sine store
Fristelser; men hans Vilje var fast, han kunde
bøje og tvinge sin Natur, og kan det siges om
nogen Mand, at han hadede Synden, saa kan
det siges om ham. Han kunde som Digter lade
sin Fantasi trænge ind i en Synders Liv med
alle dets Fristelser; men selv vilde han altid gaa
ad den rene Vej. —
Sandheden var ham hellig, og det at arbejde
paa en virkelig Helliggjørelse i Aand og Sandhed
var hans Livs alvorligste Gjerning; den stod klart
for ham, allerede da han var ganske ung, og han
svigtede ikke sit Ideal. Denne Renhed og Finhed
hos ham tilligemed hans næsten exempelløse Ær
lighed gav ham en Overvægt over hans Venner,
som ofte var forbavsende.
Som et Exempel paa F r e d e r i k s gode
Sind overfor d em , der led Nød, maa jeg her
meddele, at, da han som ganske ung Student en
Aften fandt liggende paa Gaden et sygt og
usselt Barn, en lille Pige, født og opdragen i
den dybeste Elendighed, tog han hende op,