423 / 499
415
Væsen over til en Blanding af Spøg og Alvor,
som han beholdt i alle de paafølgende Aar. —
Han fremtvang sit Liv og Lune, dog ikke paa
nogen unaturlig Maade, snarere med en barnlig
Fornøjelse, saa munter Latter ofte lød inde fra
hans Sygeseng. Mange, som kom til os, kunde
ikke forstaa det, og de anede næppe, hvilke Li
delser han betvang og skjulte under den livligste
Samtale med Spøg og Narrestreger. Naar han
var alene med mig, var det dog som oftest an
derledes; da kom Alvoren frem og den dybe
Smerte over vor tunge Skæbne; dog klagede
han næsten aldrig, skjønt han følte med Klarhed,
at Livet var brudt for ham og hvert Haab om
at arbejde og virke i det slukt og tilintetgjort. —
Hans faste Tro stod her sin Prøve, og jeg , og
Mange med mig, saa nu en sjælden Sjælsstyrke,
som bar ham oppe under de aarelange Li
delser. —
F r e d e r i k skrev i Januar
1873
ved Erin
dringen om en Dag, kort Tid efter at vi vare
flyttede ind til Byen, Digtet:
Forudanelsen
til
mig. —
N i c o l a j B ø g h rejste i April med H. C.
A n d e r s e n til Schweiz.
F r e d e r i k vexlede
Breve med dem Begge, medens de vare borte.
Han skrev: