420 / 499
4 1 2
plejede hende baade legemlig og sjælelig og sør
gede for hende i mange Aar, skaffede hende i
Huset hos agtede Borgerfolk og fulgte hendes
Udvikling med stor Interesse, men tillige med
noget af den Følelse, hvormed en Botaniker iagt
tager et sjældent Omplantningsforsøg.
Skal jeg nævne en Fejl hos ham, som
han vanskelig kunde overvinde, maa det være
den, at han, ligesaa fuldt som han gav efter for
Sympatier, ogsaa gav efter for Antipatier. Det
laa i hans Natur at føle stærkt, varmt, og var
der Nogen eller Noget, som vakte hans Anti
pati, kunde han blive uretfærdig og stræng i sin
Dom. Han vidste det; men det faldt ham svært
at bekæmpe det. Hans Kritik kunde være skarp.
F r e d e r i k kunde ofre Alt for sine Ven
ner; svigtede disse ham, da led han sjælelig
mere, end Nogen anede — han bar det stille; thi
han var for stolt til at klage. Vilde imidlertid
Andre angribe et Menneske, som havde staaet
ham nær, eller hvem han havde betragtet som
Ven, da var han saa varm en Forsvarer som
Nogen — han taalte ikke, at en Plet sattes
paa Vennen, han kunde bruge hele sin Skarp
sindighed for at forsvare ham.
Naar Fr. A l g r e e n - U s s i n g i et af sine
første Breve til Fr e d e r i k siger halvt i Alvor og