422 / 499
4
H
tryk paa de Paagjældende, om end paa en noget
forskjellig Maade, som det jo ogsaa skildres i
Romanen. —
Der er bleven sagt om F r e d e r i k , at hans
fornemme, fine, poetiske Natur ikke tillod ham
at røre ved Livets Smuds; og der er Sandhed
heri. Dette bevirkede ogsaa, at han i saa mange
Retninger bevarede Barnlighed i sin Natur. —
Da jeg engang læste hos A lp h o n s e Da u de t :
„ D igtere ere MazncL
,
som have bevaret deres
Barneb lik
“ , da maatte jeg tænke paa, at de Ord
vare som udtalte om F r e d e r i k Bø g h .
Da F r e d e r i k s Sygdom mer og mer antog
en alvorlig Karakter og han selv følte det Haab-
løse i den, greb en dyb Melankoli ham; der
var mange Maaneder, i hvilke jeg aldrig saa et
Smil paa hans Læber. Da stredes maaske den
sværeste Kamp i os Begge, og i Virkeligheden
kan jeg sige, at hans Liv fra nu af var en fort
sat Dødskamp. — Flan havde selv haabet og
troet paa en Befrielse dette første Foraar, og
med inderlig Længsel talte han ofte med mig om
Døden. — Men da Somren saa bragte lidt For
andring og hos mig idetmindste Haabet blussede
op da tog han sig sammen og gik i sit ydre