457 / 499
449
var første Gang jeg i de
5
Aar, han havde været
syg, var skilt fra ham. Alt gik godt — han
havde Glæde af at tale med Fru W i t h u s e n og
hendes Moder og nød ret deres kjærlige Omhu
og Deltagelse.
F r e d e r i k lærte da tillige Fru
W ithu s ens elskværdige Børn at kjende — den
lille muntre Å s a og han bleve ret Venner, og
hun kom fra den Tid ofte hos os, ligesom hun og
F r e d e r i k hyppig vexlede Breve; Børnebreve
og Børnehistorier hørte til et af hans smaa
Sværmerier.
Da jeg havde Lejligheden nogenlunde istand
og alle Billederne ophængte, kom F r e d e r i k hjem,
og jeg havde den Glæde, at han fandt Alt, som
han ønskede det, ja, næsten endnu smukkere og
hyggeligere, end han havde tænkt sig det. Da
min Broder Dagen efter kom ud for at se os i
sit nye Hus og høre, om vi vare tilfredse med
Alt, takkede F r e d e r i k ham kjærlig for den
yndige Bolig, han havde skaffet os, og han fik
til Svar: „Du maa ikke tale om Tak; naar en
Mand med Dine Evner bliver ramt af en Skæbne
som Din, saa er det en Glæde, om man kan
bidrage blot Lidet til at lindre Dit Liv, — og nu
beder jeg Dig betragte mit Hus ganske som Dit
eget.“ — At vi i Virkeligheden kunde dette, var
29