FrederikBøgh

451

Kristi Himmelfartsdag, den tiende Maj,

først til Sommerens Lyst har aabnet mig Vej;

thi da folded Naturens Rigdom sig ud,

og da skued jeg Buskenes første Skud;

det sprang ud, det sprang ud, medens Fuglesange

toned højt rundt i Havens de friske Gange.

Og nogle Dage senere:

I Fuglenes Kor sig fornøje

de Gamle med alle de Smaa;

Sirenen sit Hoved maa bøje,

for rigtig at høre derpaa.

Den

de Maj skrev F r e d e r i k til Fru

Be n e d i c t e Wi t h u s e n , som da var flyttet ud

paa sit Landsted, Blidah, ved Charlottenlund:

„Jeg har jo allerede sagt Dem, at jeg om Natten

laa og nynnede indvendig en vis Melodi [„Du

gamla, Du friska, Du fjalhøga Nord“]; dette har

nu ført til, at nedenstaaende Digt har formet sig,

og jeg maa jo sende Dem det, da det udeluk

kende er Deres Ejendom. Ligesom De nemlig

har kaldt det tillive, da De hin Formiddag i Deres

Hjem spillede Melodien for mig, saaledes har De

stadig været i mine Tanker, medens disse formede

sig til Rytmer, og her har De Resultatet:

29*