465 / 499
457
Mindernes Liv.
Den store, travle Verden faar aldrig Besked
om hvad vi To tilsammen med Lidelser stred,
da Sorgen i vort Hus var tavs tilstede;
hvor meget end Du længtes, hvor meget Du led,
Du skrev dog Din Fortælling: „ /
Skovensomhed“
og
bragte derved Livfuldhed og Glæde.
Men blev det end, som Livet var blottet for Værd,
og savned vi paa Himlen det svageste Skjær,
var det, som Sorgen aldrig vilde standse,
Din Lykkes Bo paa Landet Du dobbelt fik kjær,
to Billeder af Hjemmet Du ejede her;
dem smykkede Du kjønt med grønne Kranse.
Naar disse Kranse dufted, Du følte Dig, som
Du vandrede rundt i Naturens Helligdom,
hvor Ensomheden selv Du kunde søge;
igjennem frodig Fylde til Havet Du kom,
Du leved i den Skjønhed, Du mest syntes om,
imellem høje, kongelige Bøge.
I lange, lange Tider Du trygt kunde staa
foran et saadant Billed og skue derpaa,
naar Dine Tanker gik paa fjærne Veje;
og medens rigt paa Minder Dit Hjemsted Du saå,
fuldstændig Fred i Sindet Du brat kunde faa,
og da fik Du Frejdighed i Eje.
20de Juli 1877.