468 / 499
Klagesang
af Am a l i e S t æc h e r .
Aldrig vente, aldrig vente!
Helst han saa, vi altid rendte;
om vi ej ed Arme ti,
ej hans Uro var forbi;
mange Ord vi ej tør sige:
„vist“ og „snart“ , ja, „strax“ tillige;
alting paa Sekund skal gaa,
saa han Alting strax kan faa;
tit han sukker: „Herre Gud!“
raaber saa paa Ni l l e ud. —
Hun skal hjælpe ham af Vaanden,
saa at han har Tre ved Haanden.
Allerede, da vi boede paa Skt. Knuds Vej,
begyndte F r e d e r i k s øjne at volde ham mange
Smerter, og Synet blev svagere, saa han ofte
slet ikke kunde taale Dagslyset, men laa sta
dig i fuldkomment Mørke for tæt tildækkede
Vinduer. Naar øjnene og Synet saa igjen, lige
som det øvrige Befindende, kunde blive bedre,
var han saa taknemmelig og glad og skrev i et
saadant øjeblik:
460