470 / 499
4 6 2
F r e d e r i k , dog bunden til ham med det inder
ligste, mest forstaaende Venskab. F r e d e r i k
længtes efter ham, naar han var borte, og hver-
gang N i c o l a j kom hjem fra Søen, ilede han
ud til os, og F r e d e r i k glædede sig som et
Barn ved at se ham og modtage al hans friske,
umiddelbare Følelse og alt hans Lune. I Vinteren
78
kom N i c o l a j hjem fra en lang Rejse; han var
da næsten daglig hos os og talte med F r e d e r i k
om Alt, hvad der laa ham dybest paa .Sinde, og
da han den
28
de Februar sendte ham et kort
Brev, som indeholdt det glade Budskab, at hans
A n n a havde givet ham sit „Ja“ , da modtog
Fr e d e r i k dette, medens jeg netop var ude, og han
havde selv med en uhyre Anstrængelse læst det.
Det var de sidste Ord, han -nogensinde selv
læste. Dog kunde han i de følgende Aar nok
se og opfatte Udtrykket i et Ansigt, naar den
Paagjældende sad tæt ved Siden af ham. Han
følte en dyb Glæde over N i c o l a j s Lykke og
fik det fulde Indtryk af hans Bruds sjældne Ynde,
og de To bleve gode Venner.
Vor lille Have havde allerede det første Aar
gjort os megen Glæde og givet os en hel Del
Arbejde. Am a l i e og jeg passede den selv, og
vi havde et ualmindeligt Held med Alt, hvad vi
plantede; Det var en af F r e d e r i k s kjære Ad