FrederikBøgh

4 6 7

Derfor Du dog ikke mig bør forglemme,

taabelig og gal er Din stadige Tro,

at jeg med Dig ikke færdes derhjemme,

nyder al den glade, forfriskende R o ;

Armen jeg byder min Hustru, vi gaa

ud over Stien, der er hist i Sæden,

og vi den rigeste Herlighed faa,

som vel kan ejes i Glæden.

Den 12te Juli 1878.

Da Efteraaret kom og med d e t de forøgede

Lidelser, haabede F r e d e r i k atter paa Befrielse

og sagde en Dag, da han følte sig saa uendelig

svag, og jeg i Samtalens Løb havde sagt „imor-

gen“ : „Der bliver intet

imorgen

for mig, haa

ber jeg .“ — Og da jeg nogle Dage senere ikke

kunde skjule for ham mine Taarer ved at se

hans Smerter, sagde han: „O, Elisa, at j e g skal

ligge lam saa mange Aar! Hvor passer det lidet

for mig, og det er Alt saa haabløst, det gaar

kun tilbage. Men Du véd, mit Princip er det:

„aldrig klage“ , jeg tror, det er en af de første

Pligter for Enhver, Mand eller Kvinde, aldrig at

klage; vi faa det dog Alle, som Gud har til

tænkt os det. — Hvor langt lettere vilde det ikke

være for mig at beklage m ig; men Du skal se noget

Respektabelt i, at jeg, saa syg jeg er, dog søger