FrederikBøgh

481 / 499

og fik trofaste Venner i dem, et Venskab, som
for os Begge blev til Glæde og Adspredelse i
disse Aar. Fru Mø l l e r s Stemme havde den
bløde, musikalske Klang, som netop tiltalte F r e ­
d e r i ks fine Øre. Længe, før vi kjendte hende,
havde han opfanget Lyden af den, naar hun gik
forbi paa Vejen, og han kunde da om Sommer­
morgenen sige til mig: „Luk Vinduet op, saa
kan jeg høre Fru Mø l l e r s Stemme, naar hun
siger Farvel til sine Børn, før hun gaar ud.“ —
Den skarpe Hørelse beholdt han til det Sidste. —
Vinteren 78—79 var en Sorgens Tid i det
b i æde l ske Hus, og vi delte trofast al den Be­
kymring, dér var. Onkel N i c o l a j B i æd el laa
meget syg , og hans Hustru plejede ham, indtil
hun, svag som hun i mange Aar havde været,
pludselig bukkede under og efter et kort Syge­
leje døde d. 7de Februar 1879 . 'Saalænge hun
kunde, havde hun bestandig besøgt os, og ufor­
anderlig var hendes trofaste, moderlige Kjær­
lighed i alle disse Aar. Den Følelse, som havde
bundet hende og F r e d e r i k sammen fra hans
tidlige Barndom, den bevaredes hele Livet igjen-
nem, saa hendes Bortgang efterlod et dybt og
vemodigt Savn hos os Begge. — I Juli samme
Aar kaldtes hendes Mand bort, og dermed luk­
kedes det kjærlige Hjem, som havde været saa