FrederikBøgh

474

uendelig Meget for saa Mange i Slægten, og

især da for Fr ede r i k . Han tænkte med Tak

nemmelighed tilbage paa den Tid, da dette Hjem

aabnede sig saa kjærlig for ham, og om end

Onkel N i c o l a j og han ikke havde staaet

hinanden saa forstaaende nær, havde de dog

holdt af hinanden, og Fr e d e r i k havde altid

maattet paaskjønne hvad Bi æde l med kjærlig

Opofrelse havde været for ham i hans Barndom

og Ungdom.

Min Broder S o f u s , som i mange Aar havde

været Fr e d e r i k en kjær og dyrebar Ven, blev

i Januar forlovet med A n t o n i e Ch r i s t i ans e n ,

og F r e d e r i k glædede sig inderlig over det Valg,

S o f u s havde gjort. Da deres Bryllup allerede

blev bestemt til i Maj, skrev F r e d e r i k , foruden

en smuk Bryllupssang paa S o f u s ’ s Yndlings-

melodi „Ved Vintertid“ , ogsaa et andet lille Digt,

som han bad S o f u s paa Bryllupsdagen efter

Bordet læse op for sin Brud som skrevet af ham

selv. An t o n i e s Hjem var i Assens, og hun

havde af min lille Brodersøn, Carl , faaet Navnet

„Frøken T o n e “ . Digtet lød saaledes:

E f t e r V i e l s e n .

Jeg trolig har søgt i den dejligste Zone;

Din Lige dog ikke jeg fandt, Frøken T o n e !