488 / 499
dens fine Kunst; man tror strax at kjende Po
intet — Slutningen af den; men dog overraskes
man hélt igjennem ved smaa pikante Ejendom
meligheder; den er som greben ud af den friske
Natur og fri for al Blaserthed; skal jeg i faa
Ord samle Hovedindtrykket af den, saa har den
virket paa mig som Fuglesang og Skovduft.“
Han fremhævede saa de enkelte Momenter i
Historien, som havde tiltalt ham m est, og slut
tede med at sige: „Og saa Sproget, Stilen! En
saadan Prosa er for mig som Poesi! Hvor let
og flydende læser man den ikke op; det var
mig en Nydelse at læse den for mine Damer, og
de vare henrykte over den. “
Da F r e d e r i k
ytrede: „Kjære L a u b , siger De dog ikke dette
for at glæde mig?“ svarede han: „Nej, De kan
godt stole paa min Dom ; jeg har en temmelig
skarp Iagttagelse i æstetiske Sager, og der er
ikke mange Ting, som undgaa m ig.“
Som
et Tegn paa den Sympati, der forenede F r e
d e r i k og L a u b , maa jeg nævne hvad denne
fortalte mig efter F r e d e r i k s Bortgang. L a u b
havde længe været sy g og ikke besøgt os — han
var meget svag i de Aar —- saa fik han en be
stemt Anelse om, at Tiden snart var udrunden for
F r e d e r i k og at han skulde gaa hen og se ham
for sidste Gang. — Han kom og fandt ham som