FrederikBøgh

sædvanlig, ja , endog livligere og tilsyneladende

raskere, end han ofte havde set ham — han

forbavsedes derover — der var Intet, som tydede

paa Dødens Nærhed, og dog følte han med den

klareste V ished: „Jeg ser nu F r e d e r i k B ø g h

for sidste Gang“ ; han kunde næppe løsrive sig,

han holdt hans Hænder og bøjede sig ned over

ham , han berørte hans Pande, og tilsidst næsten

hviskede han: „Farvel, min Ven, Gud være hos

D em !“, og idet han sagde mig Farvel, havde

han paa Læben de Ord: „Snart, snart gaar han

bort fra D ig ;“ men han udtalte dem ikke — gik

derimod hjem og sagde til sin Svigerinde: „Nu

har jeg taget Afsked med F r e d e r i k B ø g h “. —

Faa Uger efter modtog han rolig mit Brev, som

bragte ham Budskabet om F r e d e r i k s Død. —

Jeg havde kun én uforglemmelig Samtale med

ham efter den D a g , en Samtale, i hvilken han

viste m ig, hvorledes han med sin Aands fine

Følelse havde opfattet F r e d e r i k s Karakter og

forstaaet den Smertens Kamp, som var stridt i

alle disse Aar. Han blev sy g kort Tid efter, og

for mig var det et dybt Savn, da han nogle

Maaneder senere kaldtes bort; men han selv

trængte til Hvile. —

Blandt dem, der i disse Aar stode F r e d e r i k

nærmest, maa jeg endnu nævne min yngste