FrederikBøgh

4^5

naar de kom i Hænder, som forstode at skatte

dem. Det var saa betegnende for den Mildhed

og Fred, der var over hans Sind, at han, trods

sine Lidelser, til hver Dag kunde finde en Glæde,

om end nok saa lille, og altid takkede han Gud

for den. Stundum kaldte han mig hen og sagde

med sit smukke, ejendommelige Smil:

„Se,

E l i s a , idag kan jeg selv folde mine Hænder;

nu maa ogsaa Du være glad derover“ ; — men

som oftest formaaede han ikke at røre en Haand,

og da bad han A m a l i e eller mig folde hans

Hænder og lade ham være e n e ; han hentede

hver Dag Styrke i Bønnen.

Vi begyndte paa det nye Aar

1882

. — Ti

Aar vare nu gaaede med Sygdom .

F r e d e r i k

sagde efter Nyaar flere Gange til o s: „Denne

Maaned er den sid ste;“ men vi saa ham ikke

svagere; tværtimod, der var endog lettere Dage,

saa vi troede det ikke. Hans Aand var ligesaa

livlig og klar som ellers, han fulgte med sin

skarpe Hukommelse hvad jeg læste, ligesom han

vedblev daglig at diktere mig Breve eller Vers

og Dagbogsoptegnelser.

Han tænkte i denne

Tid meget paa sit Barndomshjem i Skamstrup,

kunde om Natten nævne alle de kjære Steder

dér og fortalte mig da om Vandringer, han i

Tanken foretog sig i Haven,

0111

dens forskj ellige