497 / 499
489
Der var én Sangfugl i hans Bryst,
der var en yndig Tonekilde,
og Sangen var hans bedste Lyst,
fra dengang han var ganske lille.
Hvor ofte har ej Slægt og Ven
han frydet med sin klare S temm e!
Dens Lyd gaar mangen Gang igjen,
og vi kan aldrig mer den glemme.
Ja, Sangen var for hans Natur
et Væld til Livet at forynge;
men Fuglen — den blev stængt i Bur
og kunde ikke mere syng e;
mod Træmmerne den Vingen brød
i disse Aar saa lange, lange,
den længtes, trængtes i sin Nød
— en stakkels, stakkels, fattig Fange!
Og fra sin stille Sygeseng
han lytted altid lydhør efter
hver dansk og ædel Harpestræng,
som rørte sig med sunde Kræfter;
han vilde Kunstens Værker se,
endskjønt hans ø je fast var blindet,
han vilde gribe Hver Ide,
som kunde vederkvæge Sindet.