FrederikBøgh

486

Lysthuse, Udsigten til Parken, hvor Ænderne

plejede at tumle sig i Glæde, eller Strejftog, han

gjorde i Skovene omkring Skarritsø.

Ogsaa

Hjemmet i Gamtofte opfyldte hans Tanker, og

han kunde da sige: „Jeg længes efter Fader;

lad os tale sammen om ham; jeg er saa

glad over, at Du ogsaa har holdt saa meget af

ham.“ —

Men atter og atter lyder dog for mig den

Stemme, hvormed han sagde til mig nu som saa

ofte før: „ E l i s a , slip m ig, giv mig bort! Naar

D u beder Gud om min Død, da vil han bønhøre

D ig.“ Men jeg kunde det ikke, hele mit Hjærte

hang ved ham, og jeg haabede endnu. — Ja,

jeg stred med Herren om ham i alle disse Aar;

men han bønhørte mig ikke.

Saa kom de sidste Dage.

Om Torsdagen

de Januar var F r e d e r i k for sidste Gang

oppe og bares nogle Timer ind paa Sofaen i

Dagligstuen. Samme Aften skete der et pludse

ligt Omslag i hans Befindende, han mistede

Stemmen og laa hen i en dødlignende Tilstand,

som dog ud paa Natten forandredes lidt.

følgende Dage vare meget smertelige, Stemmen

kom kun momentvis tilbage, saa han med en

uhyre Anstrængelse kunde sige enkelte Ord; men

han forstod og hørte Alt, det saå jeg paa hans