FrederikBøgh

487

Blik.

Jeg turde ikke s o v e , men vaagede selv

disse Nætter; naar en Anden vaaged e, sov han

sjældent; derimod kunde han dog ofte slumre

ind og faa nogle Timers Hvile, naar jeg var

alene hos ham og Lampen var slukket. Han

havde engang, flere Aar forud, sagt til mig:

„Naar Døden kommer, saa kun Du og jeg al

ene — ingen Andre.“ — Om Aftenen d.

Januar var der en Forandring i hans Tilstand,

han fik Stemmen tilbage, han løftede endog sine

Arme op; jeg maatte tro, at en Krise var over-

staaet, at det atter vilde gaa lidt frem.

Klokken var tolv, sagde jeg ham Godnat og

lagde mig til Hvile, træt til Døden som jeg var

af Overanstrængelse; jeg hørte hans Aandedræt,

det var tungt, men dog saa regelmæssigt —

jeg sov ind — jeg drømte den Nat om al

Himlens Herlighed, saa dejlig en Drøm som

aldrig forhen i mit Liv. Klokken sex vaagnede

jeg ; der var saa stille, Lampen var slukket, jeg

troede, F r e d e r i k sov — jeg lyttede — Stil

heden begyndte at ængste mig — jeg bøjede

mig ned over ham og lagde mine Hænder om

hans Pande — den var kold — Dødens Kulde:

han havde udaandet. En halv Time forud var

hans Liv udslukt; han var sovet stille hen uden