FrederikBøgh

482

Broder Pa u l . Han var selv ikke rask, en be

gyndende Brystsygdom nødte ham til at tilbringe

flere Aar i Udlandet, og efter sin Hjemkomst var

han de første Aar meget svag. Den fælles Li

delse bidrog ogsaa til, at de To nærmede sig

hinanden saa meget.

Der var mellem dem en

Forstaaelsens Sympati, som aldrig svigtede.

Trods Forskjellen i Alder, samt tildels i An

skuelser, bleve de Venner. Det var i Alvor som

i Glæde og Spøg, at de kunde udtale sig for hin

anden, og havde jeg været borte nogle Timer, og

det stundum var hændet, at P a u l imidlertid

havde været hos F r e d e r i k , da kunde jeg paa

hans Ansigt finde det lyse Smil, som jeg kjendte

fra vore lykkelige Dage. — Da A m a l i e engang

spurgte ham:

„Hvorfor er nu Hr. P a u l den

Bedste af Alle?“ svarede F r e d e r i k : „Jo for

h a n forstaar mig altid.“ — Da de sidste Dage

nærmede sig, og Stemmen svigtede, spurgte jeg:

„Er der Ingen, Du vil se?“, og han rystede først

paa Hovedet; men da han kort Tid efter be

vægede Læberne, og jeg lagde mit ø r e til hans

Mund, hviskede han: „Jo, P a u l . “ Jeg sendte

da Bud efter ham; men da han kom , kunde

F r e d e r i k ikke tale — han saa £>aa ham, og

Udtrykket i hans ø je og om Munden viste, at